Amerikansk Jell-O kage

Jello kage

Jell-O er gelatine i pulverform og er helt anderledes end det gelatine, vi kender herhjemme. Det fås i flere farver og smagsvarianter, blandt andet blåbær og lime. Pulveret opløses i varmt vand, gerne kogt vand. Alt efter, hvad man skal bruge Jell-O til, stiller man det ofte på køl i nogle timer, indtil det bliver fast, og først derefter anvender man det.

Jell-O er et stort hit i USA, hvor det bruges til blandt andet kage og shots. Kun fantasien sætter grænser. Du behøver dog ikke tage hele vejen til USA for at købe det – enkelte netbutikker herhjemme sælger det også.

 

AMERIKANSK JELL-O KAGE

Vi har på en grå regnvejrsdag kastet os ud i kagens verden med den amerikanske Jell-O kage. I USA bruger man ofte en vanilje-kageblanding som basis for kagen. Vi har i stedet brugt den klassiske drømmekage som inspiration til dejen og tilføjet det amerikanske strejf gennem Jell-O med jordbærsmag. 

Brug kagen som hygge i regnvejret som os, servér den til eftermiddagskaffen eller byd hele familien på et stykke farvestrålende kage til næste fødselsdag. Selvom kagen mætter godt, må vi indrømme, at det er svært at nøjes med ét stykke.

Jello kage

Forberedelsestid

30 min

Bagetid
30-35 min

Total tid

1 time + en dag

Serverer til

8 pers

Ingredienser

  • 3 æg
  • 250 gram sukker
  • 50 gram margarine eller smør
  • 2 dl mælk
  • 250 gram mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 pk Jell-O af 85 gram i din foretrukne smagsvariant, vi har brugt jordbær
  • 2,5 del kogende vand
  • 1/2 liter piskefløde
  • Ca. 2 tsk flormelis

Tilberedelse

Lav dejen

Start med at sætte ovnen på 200 grader alm. ovn (180 grader varmluft).
Pisk æg og sukker sammen, til det er skummende.
Smelt margarinen/smørret i en gryde og bland mælken i. Mens blandingen stadig er lun, tilsættes æg og sukkerblandingen.
Bland mel med bagepulver og vaniljesukker og tilsæt resten. Rør det hele sammen med en håndmixer.
Hæld dejen i en smurt bageform eller fad og bag i ca. 30-35 minutter.

Lav kagen

Lad kagen afkøle lidt. Lav derefter huller med en stegegaffel til Jell-O blandingen. Opløs en pakke Jell-O i 2,5 dl kogende vand og rør godt rundt, til alt pulveret er opløst. Hæld blandingen over kagen, så det trækker godt ned i hullerne. Den må godt være dækket på hele overfladen. Stil kagen i køleskabet til næste dag.

Servér

Rør flødeskum sammen med flormelis og hæld over den færdige kage. Servér straks. Kagen kan holde sig et par dage i køleskab.

Luk menu